Denne her artikel skulle oprindelig omhandle vores pinsetur til Estland og Kaliningrad som måtte aflyses p.g.a. COVID-19. Samme skæbne led også påsketuren til Bad Zwischenahn i Tyskland. Men når en dør lukkes – åbnes der to nye…
DAG1
Tørskind Grusgrav & Bindeballe Købmandsgård
Men nu blev det i stedet en skøn ‘mini-ferie’ på årets første rigtige varme sommerdage til Sallingesund Færgekro – kongelig leverandør på Mors med kroejer og kok Jens Peter Skov som står for den daglige drift og menu’en i den historiske færgekro ude i Limfjorden.
(A) Start, (B) OK Tanken, Almind, (C) Tørskind Grusgrav, (D) Bindeballe Købmandsgård & Museum, (E) Deep Forest Art Land – Skovsnogen, (F) Søby Brunkålslejr, (G) Restaurant Søgaarden, Sunds Sø, (H) Sallingsund Færgekro …
Vi lagde indkørslen bagos tidligt søndag morgen og efter en benzinpåfyldning i Almind nord for Kolding kørte vi videre mod dagens første pitstop i Tørskind Grusgrav som i dag fungere som skulpturpark i Vejle Ådal, nord for Egtved.
Den tidligere grusgrav blev ændret til en skulpturpark med værker udført i stål, granit og træ af Robert Jacobsen og hans elev, franskmanden Jean Clareboudt under en femårsperiode fra 1986 til 1991.
Mellem Tørskind Grusgrav og Den Gamle Købmands Museum i Bindeballe ligger der et unikt naturområde der skal forceres på skov- og grusveje hvis man ønsker at få den oplevelse med …
Helt naturligt var næste pitstop Bindeballe Købmandsgård & Museum hvor vi fulgte nogle af de flotte skønne skov- og grusveje gennem en enestående natur gennem Vejle Ådal direkte fra Tørskin Grusgrav. På Købmandsgården, som er et yderst populært udflugtsmål får man et nostalgisk tilbageblik når man ser Rich’s Kaffeerstatning, Madam Blå, Emaljeskilte, butikken og omgivelserne.
Efter at have handlet lidt i selve butikken fulgte vi et lille strækning af Hærvejen på vores vej mod Deep Forest Art Land – et 25 hektar stort udstillingssted under åben himmel ude i en vestjysk skov.
Et af vores yndlingsruter er gennem skovene ved Åst og Lindeballe, hvor vi tidligere har boet, nordøst for Billund Lufthavn som vi passende kunne passere inden vi drejede mod Sdr. Omme hvor man svinger nordpå mod Skarrild Hus og efter 8 km ankommer man til Deep Forest Art Land – Tidligere kendt som ‘Skovsnogen’ som er et markeret stiforløb som leder dig gennem skoven og alsidige oplevelser.
Deep Forest Art Land
Website: deepforestartland.dk/
Langs din vej ad den 3,5 km lange rute finder du over 80 unikke værker – og der kommer hele tiden nye til. ‘Deep Forest Art Land’ kræver, at du går på opdagelse, at du bevæger dig gennem skoven for at se værkerne. Til gengæld er skoven altid fuld af nye oplevelser. Både skoven og værkerne forandrer sig. En del af værkerne vil langsomt forgå, mens andre er skabt med stor holdbarhed, som tager højde for vind og vejr.
Der er ingen regler for, hvordan man skal opleve kunsten, og værkerne udfolder sig på skovens præmisser …
Deep Forest Art Land er det første udstillingssted af sin art i Danmark. Her forenes eksperimenterende samtidskunst med friluftsliv og naturoplevelser.
Deep Forest Art Land ligger i den privatejede Døvling Meldgaard Skov i et landskab, der er formet af smeltevand tilbage i istiden. Skovområdet er 25 hektar stort og ligger 10 km nord for Sdr. Omme og 25 km. syd for Herning.
Sunds Sø & Stjerneskud
Website: sogaardensunds.dk/
Nu nærmer vi os frokosttid og ruten fører os forbi Søby Brunkålslejr og videre nord på til Restaurant Søgaarden som ligger lige ud til Sunds Sø ved siden af Camping Pladsen som stadigvæk var lukket pga covid-19.
Sunds Sø i Midtjylland er med sine 127 ha Danmarks største hedesø. Søen er forholdsvis lavvandet, mellem 1,5 og 2,5 meter. Den ligger ved Sunds ca. 7 kilometer nord for Herning. Søen er omkranset af sommerhuse og der er mange rekreative muligheder.
Udsigt fra Restaurant Søgaarden udover Danmarks største hedesø, Sunds Sø …
Vi kunne desværrre ikke få et ledigt bord ude på terrassen, men der var panoramavinduer indenfor så det gik, som man siger. Indvendig har restauranten ikke det mest charmerende interiør, men tjenerne var søde og det Stjerneskud vi bestille var vel tilberedt og smagte virkelig godt og der var rigeligt, så vi blev mod sædvane nødt til at levne. Men et rigtig godt sted for et ‘pitstop’ og der er offentlig adgang til arealerne ved søen så man kan medbringe sin egen frokost og eftermiddagskaffe.
Efter vi med ‘røde øre’ måtte forklare at maden smagte godt men at vi simpelthen bare ikke kunne spise op var det på med køretøjet og hjelmene igen og ud til motorcyklerne som bogstavelig talt var parkeret lige uden for restaurantens vinduer.
Mens vi tændte for hjelmenes intercom, et til sæsonen nyindkøbt SENA U10A sæt indbygget og skjult i vores Schuberth E1 hjelme. Et sæt som vi nu har gennemtestet og fundet bedre end vores tidligere SRC Pro, SRC Pro er stadigvæk et godt system men SENA’s er nyere og optimeret på væsentlige punkter som bedre indbygning, placeringen af betjening og mikrofon samt højere lydstyrke.
Mens vi skal til at starte motorcyklerne kan vi nu se at der samler sig et par ældre herre bag vinduet som lige skal se os starte og tage afsted. Det er noget vi har hæftet os ved ofte sker. Nogle gange har vi talt med pensionister tættere på 80 end 70 som når de ser vores moderne motorcykler kan fortælle med lys i øjnene hvordan de som unge selv kørte rundt på motorcykle. Skindet bedrager. Inde bag ‘rynkerne’ gemmer der sig en ‘vild’ ungdom og gode historier. Vi tænker det ikke har ændret sig synderligt i dag.
Men nu afsted til Mors i dagens sidste stræk fra Sunds Sø til Sallingsund Færgekro.
Limfjordsøen Mors
Eller Morsø ligger i Limfjorden mellem Salling og Thy. Har ca. 21.000 beboere. Mod nordvest er Mors brofast til Thy via Vilsundbroen og mod sydøst til Jylland via Sallingsundbroen. Der er en færge til Thy ved Neessund og en færgeforbindelse mellem Feggesund (Kro) på nordøstspidsen af Mors til Amtoft Færgehavn.
Mors er kendt for sin unikke natur, men de fleste vil i dag nok forbinde Mors til Jespershus Blomsterpark som desværre stadigvæk havde lukket pga corona lock-down mens vi var der. De åbner igen den 8. Juni. Vi har besøgt parken tidligere, men det ef efterhånden ved at være nogle år siden så det var lidt ærgeligt, men sådan er det, men så så vi bare noget andet i stedet for.
Naturen har til alle tider været en særlig del af Mors’ identitet. Fra Hanklit som kandiderer til Unescos Verdensarv over Ejerslev Havn som formår at integrere molergraven med det unikke marinemiljø. De smukke oplevelser strækker sig hele øen rundt.
Henrik tog svæveflyvecertifikat i sine teenagerår og var bl.a. på besøg og flyve fra Mors Svæveflyveklub og har rigtige gode minder fra den fantastiske oplevelse at opleve øen Mors og Limfjorden fra luften og ikke mindst minderne fra de sjove fester i morsingboernes klubhus. Morsingboerne er bestemt ikke kedelige, men det er en helt anden historie.
Sallingsund Færgekro
Website: sfkro.dk/
Der har været færgefart ved Sallingsund siden tidernes morgen, og næsten lige så længe har der været en færgekro. Fra slutningen af 1600-tallet kendes et færgehus ved Sallingsund på Mors, og i 1767 fik det kongeligt privilegium som kro. Oprindelig lå den lidt længere mod syd, men i 1938 blev den nuværende Sallingsund Færgekro opført.
Den nuværende kro blev indviet i 1938 og lever i dag mere end op til kravene for et 3-stjernet hotel. Og vigtigst – den hyggelige stil og atmosfære er bevaret. Sallingsund Færgekro ligger skønt ved Limfjorden og det storslåede naturområde Legind Bjerge …
Kroen er for nylig restaureret og fremtræder i dag som et 3-stjernet hotel, hvor man har gjort alt for at bevare den hyggelige stil og den helt specielle charme. Omgivelserne er i særklasse med det storslåede naturområde Legind Bjerge, Jesperhus Blomsterpark, Højriis Slot, skoven og udsigt udover fjorden fra terrassen og værelsebalkonen.
Pinen & Plagen
Da Sallingsundbroen åbnede i 1978, blev der sat punktum for et stykke egnshistorie, men kroen lever videre i en ny æra. De fleste kan i dag stadigvæk nikke genkendende til navnene og ruten på de to færger, ‘Pinen’ og ‘Plagen’ som blev overflødige da broen stod færdig. ‘Pinen’ endte sine dage som mindesmærke i københavn hvor skroget blev vendt på hovedet og anvendt som tag over et område, mens ‘Plagen’ blev genindsat ved Feggesund overfarten under navnet ‘Sallingsund’ hvor den sejlede indtil 2013. ‘Plagen’ blev indsat tilbage i 1958 og endte efter 55 års tjeneste i Aalborg hvor den blev ombygget til husbåd.
DAG2
Nymølle Strand, Spøttrup Borg & Hjerl Hede
Nu da Jesperhus Blomsterpark, som ellers kun ligger i gåafstand fra Kroen, havde lukket pga Covid-19, fik vi nu chancen for at se middelalderborgen Spøttrup Borg og bagefter besøge Hjerl Hede Frilandsmuseum, som vi læmge har snakket om, i Salling ‘over’ på fastlandet.
(A/E) Sallingsund Færgekro, (B) Nymølle Teglværks Havn, (C) Spøttrup Borg, (D) Hjerl Hede Frilandsmuseum …
GPS’s blev indstillet til at finde de nærmeste småveje og omveje med sving og grusveje og så var det ellers bare stille og roligt afsted og nyde det perfekte køre- og sommervejr.
Pakning og klargøring i skyggen til dagens tur fra parkeringspladsen bag de 25m² store værelser – som i stueetagen har en terrasse og på førstesalen en balkon …
Vi medbragte skiftetøj og vandresko i sidetaskerne så vi kunne aflægge det tunge og varme køretøj når vi kom frem til museerne samt en kæde til at fastlåse hjelmene, hvilket giver en behagelig bevægelsesfrihed i det varme vejr. Første stop inden Spøttrup Borg er Nymølle Strand ved Rødding Å’s udløb i Limfjorden.
Nymølle Teglværks Havn
På vores mere eller mindre tilfældig rute til Spøttrup Borg kom vi forbi Nymølle Strand hvor skorstenen fra det sidste teglværk i Vestsalling er bevaret og knejser op mod himlen mens bådebroen viser placeringen af teglværkets daværende udskibningshavn.
Skorstenen repræsenterer en svunden tid i Vestsalling, der siden midten af 1800-tallet var præget af mange teglværker …
Nymølle Teglværk blev opført i 1852 og lukkede i 1966. Det var et af de større værker i området. Da det lå ude ved stranden, var det et trafikalt knudepunkt, idet teglværket havde sin egen udskibningshavn, og nogle større købmandsgårde på egnen fik også leverancer via havnen. Hertil kom, at der siden midten af 1500-tallet havde været færgeforbindelse til Sillerslevøre på Mors, først med robåd senere med motorbåd. Der var både mølle til vandkraft og færgekro, og der blev drevet en del fiskeri fra stedet, hvilket gav en livlig aktivitet.
Spøttrup Borg
Spøttrups hovedbygning blev omkring 1500 opført som en middelalderborg af tre sammenbyggede fløje i tre og fire etager samt en fjerde spærremur med porttårn på vestsiden, der lukkede for borggården.
Senere blev Spøttrup ombygget til en hovedbygning i renæssancestil.
Spøttrup frasolgte tilbage i 1850-1855 alt sit fæstegods og 82 år efter i 1937 blev Spøttrup Borg erhvervet af den danske stat og indrettet som herregårdsmuseum.
Spøttrup Borg er en af Danmarks meget få bevarede middelalderborge og troner på listen over de 11 bedste seværdigheder ved Limfjorden og Vesterhavet …
Under alle bygninger er der hvælvede kældre fra borgens første perioder. Her lå fødevarer og gods til borgens daglige drift i nogle, mens andre blev anvendt som fangekælder.
I dag kan man se nogle af de grusomme torturinstrumenter, som engang tvang tilståelser ud af folk. I sydfløjen er den prægtige riddersal med rustningen som en del af udsmykningen. Salen blev tilbageført under borgens restaurering i 1940érne. I dag bruges den til udstillinger, koncerter og vielser.
Frilandsmuseet Hjerl Hede
Hjerl Hede er et frilandsmuseum ved Vinderup i Holstebro Kommune, mellem Skive, Struer og Holstebro i Vestjylland, der blev grundlagt i 1930. Museet viser, hvordan en typisk dansk landsby udviklede sig fra 1500-tallet til ca. 1900, et mosebrug og en stenalderboplads.
Rejs tilbage i tiden og oplev dagliglivet på landet for 150 år siden. Stuer og køkkener er befolket af frivillige, og der arbejdes på værkstederne.
Husene er indrettet med originale møbler og husgeråd. Vinkelgården, Danmarks ældste bondegård fra 1546, ligger her på museet.
Damptoget kører en tur ud på heden, hestevognen rokker gennem landsbyen, og fra bageren dufter det af friskbagt brød. På Restaurant Skyttegården kan man købe frokost eller kaffe.
DAG3
Over Limfjorden rundt til FUR
Efter en god nats søvn efter en spændende dag hvor der blev vandret længere end vi nok er vandt til på vores ture, blev motorcyklerne pakket og klargjort til dagens tur som vil bringes os nordpå til Feggesund Kro hvor vi sejler med færgen over til Amtoft i Thy.
Derfra mod øst langs Limfjorden ind i Han Herred og sydpå over Aggersundbroen til Hvalpsund færgehavn og videre fra Sundsøre til Fur og retur via Margueritruten fra Branden langs Limfjorden til Glyngøre og tilbage til Salling. Vejrudsigen var perfekt med solskin, 4 m/s vind og op til 26°C så det var bare med at komme afsted og nyde endnu en varm dag.
Aggersundbroen, Vitskølkloster og Hvalpsund-Sundsøre færgeoverfart …
Fur – Moler og Fossiler
Overfarten med færgen tager kun få minutter med bilfærgen og er gratis at sejle med i sommerhøjsæsonen som normalt strækker sig fra midt i juni til hen i august. Vi kom dog lige et par dage for tidligt og måtte betale 100 kr. t/r for to motorcykler.
Fur er en lille og dog meget kendt ø i Limfjorden med knap 800 indbyggere lige nord for byen Salling. Den største by er Nederby. Øen har færgeforbindelse over Fur Sund til Branden. Øen var indtil 1860 skovløs.
Efter frokost på Fur Bryghus kørte vi til Bispehuen hvor vi mødte Rosa, som blev danskernes yngling efter hun deltog i ‘Den store Bagedyst’ – Hun er en skøn og lattermild WYSIWYG personlighed …
Øen er præget af uberørt natur; klinter, bakkede landskaber og smukke udsigter over Limfjorden, og særligt molerklinterne tiltrækker de lokale og turisterne.
På øens nordkyst finder man de molerklinter, der blev skabt for 25.000 år siden, hvor gletsjere fra nordøst skubbede havbunden op i folder og overlejringer og dermed blotlagde de hvide lag af moler gennemskåret af de cirka 200 sorte askelag, der stammer fra gentagne vulkanudbrud.
I moleret er der et stort indhold af fossiler i form af fisk, fugle, insekter, krybdyr og planter. Man kan støde på hen ved 55 mio. år gamle forsteninger, og det er populært at gå på ‘jagt’ efter disse gratis, historiske ferieminder i molergravene og langs kysten.
Fur Bryghus
Website: furbryghus.dk/
Efter at køre fra borde satte vi målrettet næsen efter vores første destination som var FUR Bryghus hvor frokosten skulle indtages og eftersom klokken nærmede sig 13.15 rumlede maverne rimelig højlydt. Bryghuset ligger på den vestlige side af Fur og har ligget der siden 2004 hvor der blev indrettet Bryghus med restaurant, koncerter og events i den tidligere arkitekttegnet molerfabriks røde træbygninger fra 1926.
DAG4
Retur til Eventyrøen Fyn
Vores tre dages miniophold er ved at være forbi og det er tid at vende sydpå til Fyn. Efter en solid morgenmad og rigelige mængder sort kaffe pakkede vi motorcyklerne og kørte langs en del af den sydlige marguerit rute på Mors, forbi Højriis Slot, hvis første kendte ejer var ridder Johan Skarpenberg, som var en af Dronning Margrete 1.s betroede mænd. Han er nævnt i skriftlige kilder helt tilbage fra 1397.
(A) Sallingsund Færgekro, (B) Mønsted Kalkgruber, (C) Grønhøj Kro og Museer, (D) Café Karup, (E) Hindsgavl Slot, (E) Sweet Home …
Ruten indtil syd for Skive langs de hyggelige hovedlandeveje i strålende solskin var dejlig afslappende. Mens den sidste del ruten til Mønsted var langs de mindre og skønne biveje som byder på mange dejlige sving og en flot kuperet natur. Her har jyderne virkelig noget at byde på.
Mønsted Kalkgruber
Website: monsted-kalkgruber.dk/
Parkeringsforholdene er gode, også til mc hvor der er anlagt fliseparkering til tohjulede køretøjer. Der var masser af plads eftersom vi ankom præcis kl. 10.00 da de åbnede og de eneste andre gæster var en børnefamilie på fire. Vi kan varmt anbefale at se multimedie showet som vises inde i kalkgruben hver hele og halve time. Forestillingen varer ca. 10-12 min. Tip! Medbring en lommelygte.
Selv om det ikke lyder særlig beskedent så ligger verdens største kalkmine ved Mønsted syd for Hjarbæk Fjord og vest for Viborg. Kalkgruberne er huler i et overfladenært kalklag, hvor der i gennem århundreder er blevet brudt kalk, blandt andet til fremstilling af mørtel til opbygning af kirker og klostre.
I Mønsted Kalkgruber overvintrer der 5 forskellige arter af flagermus. Om sommeren er de ude og flyver rundt i hele Jylland for at søge føde og om efteråret vender de tilbage til minegangene hvor der er en konstant temperatur på 8 grader celsius for at parre sig og gå i vinterdvale. Vi var dog så heldig at se en enkelt som fløj rundt om Louise. Det var nok en han der havde sovet over sig 😉
Fra senmiddelalderen og frem til 1820’erne skete der ingen større ændringer i gruberne …
Fra et skaktformet hul fandt man frem til kalken. En ‘hugger’ løsnede kalken, og ‘bærere’ bar kalken op på marken. ‘Huggeren’ brugte den løsnede kalk som platform og grubegangene blev derfor ofte flere meter høje. Kun de store stykker kalk blev båret ud, mens kalksmulder og flintesten blev efterladt som et voksende affaldsbjerg på grubens bund. Som tiden gik, måtte “bærerne” gå krumbøjet under loftet i en smal gang omgivet af stablet flint.
Senere forsøgte man sig med lufttrykbor og dynamit dog uden succes eftersom kalken blev pulveriseret eller dynamitten startede sammenstyrning af gangene. Dynamitten kunne dog anvendes i udendørskalkbrudet men indenfor blev kalken stadigvæk udgravet med hakker og håndkraft.
1953 var sidste år, der blev brudt kalk i gruberne, og to år senere stoppede arbejdet officielt. Helt stille var der dog ikke i kalkværket, for her fremstillede to mand melkalk af brændt kalk fra Djursland til langt op i 1970’erne.
Efter en imponerende oplevelse var maverne begyndt at “knurre lidt” af at gå rundt i minen samt at bestige skortenenen for at nyde udsigten.
Næste mål var nu at finde et sted at spise frokost. Og helst en landevejskro. OP af lommerne kom telefonerne for at google og vi fandt hurtigt Grønhøj Kro ca. 10 km længere sydpå. Efter en rigtig flot tilfældig rute ankom vi til Kroen som desværre var lukket pga Covid-19. Men så alligevel ikke helt…
Hvad har Kartoffeltyskere, Morten Korch, Royal Air Force og Dahlsgård Tivoli tilfælles?
Svaret er Grønhøj Kro. Kroen har i de omkringlæggende bygninger “mini museer” for Kartoffeltyskere, en mindestue for den engelske R.A.F. besætning der styrtede ned i WW2 på en mark i området samt et Morten Korch Museum som blev åbnet i maj 2013 i samarbejde med Morten Korchs efterladte har museet samlet effekter fra familien Korch.
Hvem er Kartoffeltyskerne?
Kartoffeltyskermuseet ved Grønhøj Kro er indrettet i et lille rødt træhus, kaldet Svenskerhuset. Der er normalt gratis adgang fra solopgang til solnedgang, men pga Covid-19 var der også der lukket og dermed ingen adgang for os i denne omgang.
Kartoffeltyskerne er navnet på de indvandrere, der kom til den jyske hede i årene 1759-1761 efter invitation fra Kong Frederik den Femte for at opdyrke de jyske hedestrækninger.
På Alheden blev de tyske kolonister i første omgang placeret i 2 kolonier. De første kom 17. maj 1760 til Frederikshede (Havredal) og Frederikshøj (Grønhøj) den 22. juli 1760.
Det lykkedes at få kolonisterne til at dyrke kartofler, som de ud over selv at spise, solgte på markeder. På den måde sikrede de overlevelsen. Kartoflen blev dog først accepteret som allemandsspise i Danmark efter 1820.
Uanset hvor i Jylland kolonisterne blev bosat, er deres historie og baggrund den samme – nemlig den danske regerings ønske om opdyrkning af hedearealerne.
Kartoffeltysker er ikke et skældsord. I dag er der en aktiv og velfungerende forening med efterkommerne fra de oprindelige kartoffeltyskere.
Skudt ned af tyske jagerfly i WW2
I kroens kørerstald er der indrettet en mindestue for 7 besætningsmedlemmer fra et engelsk Royal Air Force Lancaster bombefly, som den 25. september 1942 styrtede i døden på en mark uden for Grønhøj efter forudgående luftkamp med en tysk natjager.
Billedet viser netop det fly der styrtede ned i Grønhøj i 1942. Det havde nummer R5679. Mike Brewser som er nevø til en af de afdøde besætningsmedlemmer fandt dette billede i familiens fotoalbum…
Lancaster R5679 blev natten til 25. september – cirka klokken 1.22 – ramt af skud fra to tyske natjagere, som efter radaralarm blev sendt op fra Fliegerhorst Grove (Flyvestation Karup).
Lancasteren, der havde en besætning på syv mand, styrtede ned cirka 1500 meter nordvest for Grønhøj by. Forinden var agterskytten sprunget ud med faldskærm. Højden var dog for lav til, at skærmen kunne redde ham, og han blev dræbt, da han ramte et træ i en have på Mønstedvej 18 i Grønhøj. Liget blev fundet af én af husets beboere dagen efter.
Agterskytten blev sammen med de seks øvrige besætningsmedlemmer begravet af tyskerne på Frederikshavn Kirkegård.
Morten Korchmuseet
Morten Korchmuseet blev etableret i 2013 i kroens staldbygninger. Museet indeholder bl.a. effekter skænket af Morten Korch´s familie. Entré er gratis for kroens gæster. Men igen var Covid-19 skyld i at vi ikke kunne komme ind og se udstillingen.
Dahlgårds Tivoli og Sommersøndag
Der er træf for veterankøretøjer og alle er velkomne, uanset om man kommer i et veterankøretøj eller ej.
Et andet nostalgisk element for mange af os der kan huske Danmarks første reality tv-program, dengang kaldet for dokumentar, fra DR tv i 1999, er resterne af det tidligere så kendte Dahlgårds Tivoli, der siden 2019 dermed er vendt tilbage til Grønhøj, hvor tivoliet i sin tid opstod.
Leif Dahlgård, der i mange år stod i spidsen for familieforetagendet, har nogle få tivolivogne stående bag kroens staldbygning ud til marken, hvor man blandt andet vil kunne købe pølser og candyfloss. Selv sørger Kroejer Gregers Laigaard for, at der også kommer et skydetelt og en karrusel, så der i det hele taget også bliver lidt tivolistemning omkring Sommersøndag ved Grønhøj Kro.
Sommersøndag på Grønhøj Kro afholdes hver søndag i juni og august måned.
Der er et fast program mellem 13.00 og 14.00, men pladsen åbner klokken 10.00, og man kører hjem, når man har lyst.