Louise besøger den tidligere præsident Tito’s sommerhus i det tidligere Jugoslavien ved søen Bled i Slovenien, mens Henrik tager på eventyr oppe i bjergene. Vandfaldene i KrKa Nationalpark i Kroatien, 30 km sandstrand i Italien, Republikken San Marino, Porsche’s fabrik i Østrigske Gmünd …
Start
Gaaaab! Endelig en kop sort kaffe. Måtte op allerede kl 03.00 da den ene færge blev taget ud af drift så kl. 9 afgangen var aflyst og vi kunne kun komme med kl. 07.00 til Rostock. Vi mødte en “færgeven”, Cass (Det hedder han) som er på vej til MC træf i Potsdam med sin Honda Goldwing med sidevogn og anhængertræk.
Det vælter rundt med børn omkring bordene på færgen. Skønt at se de forældre som heroisk forsøger at indfange dem så de kan få deres morgenmad og stor forståelse for dem som har opgivet projektet.. Næste stop Polen.
Dag 1 / Aften – En dag helt ud i skoven!..50 km syd for Rostock vinkede vi farvel til Cass og hans Goldwing og drejede mod øst gennem Neubrandenburg efter at have passeret Tysklands største søområder med søerne Müritz og Plau am see som de største. En smuk tur i skyggen under de gennemgående træ allé’er.
Vi krydsede grænsen og floden Oder til Polen ved Fæstningsbyen Gryfino. Syd for byen ligger “The Crooked Wood”. Vi var glade for at vi kørte på enduro maskiner. Man skal køre gennem hullede skovveje for at komme ind til de krumme træer.
Klasztor Cedynia Hotel
Overnatning er lidt for sig selv. Et fantastik flot renoveret og autentisk middelalder Nonnekloster fra 1266. Vi fejrede første feriedag med at opgradere til et lækkert comfort værelse til kun 570 kr. Inkl. Morgenmad for to personer. I morgen fortsætter turen til Tjekkiet..
Morgenfærgen fra Gedser til Rostock og videre til Polsk Kloster
2. DAG – Liberalt erhverv stortrives i de Polske skove!..
Dagen startede perfekt med stop ved en tidligere Panserkaserne. De smukke katolske kirkegårde (hvor vi ikke tog billeder da vi ikke helt har styr på om det er god tone) og eftersom vi er vilde med de små færger som sejler over floderne var vi nødt til at ændre rute da vi opdage en Hjulfærge mellem Polen og Tyskland. Det skulle prøves.
Men så startede festen. Efter overfarten fik vi “hele pakken”. Dvs. Omkørsler. Så meget vejarbejde at vi holdt op med at tælle som blev krydret med tre store trafikuheld mit alles blå blink og en enkelt katastrofebremsning af bilen foran os pga af ambulanceudrykning. På et tidspunkt måtte vi skifte til navigering efter kompasset i stedet for rute pga af omkørslerne og området vi befandt os i.
Og en fartkontrol skulle vi da også lige have med, nu vi var igang. Og her må vi storrose “Jens Betjent” for at stille sig op foran de grønne nåleskov med sin laser oppe på en forhøjning iført en hvid skjorte som gav en fin kontrast mod den grønne baggrund. Da vi passerede ham kunne vi se at politibilen var bakket ind i en mellem træerne og vi kan ikke udelukke at hans makker som sad ved siden af førersædet med kasketten trukket ned foran øjnene måske fik sig en “morfar” i sommervarmen.
Eneste minus var de hullede veje og kilometervis af brosten. På plussiden kan så nævnes alle de smukke kvinder som iført meget lidt tekstil står og smiler til dig i vejkanten rundt omkring i de Polske skove!!! Vi blev et par timer forsinket efter planen og det blev til 9 timer i sadlen kun med benzin stop.
Vi sprang ligeledes frokosten over for at spare lidt tid. Men det var en flot tur trods alle dagens forhindringer, men det er forventeligt på sådanne ture og er en del af charmen.
Desuden har vi her til aften spist og drukket som Grever og Baroner til næsten ingen penge. Tjekkiet er billigt uden for de større byer og her er rart
En impulsivt færgeoverfart ender med mange omveje til Sudeter bjergkæden og Tjekkiet
Sudeterne, mere end 300 km lang og 30-80 km bred bjergkæde i det nordøstlige Tjekkiet og sydvestlige Polen. Sudeterne strækker sig fra Neißes øvre løb mod sydøst til Den Mähriske Port og Oders øvre løb.
Bjergene er de højeste i Mellemeuropa nord for Alperne.
Hotel U Zvonu
Vi passerede Sudeternes højeste top, Sněžka (polsk Śnieżka, ty. Schneekoppe), på 1602 m. som er omgivet af en enestående nationalpark man skal igennem. Et fantastisk sted at køre på motorcykel, og så er vejene holdt ved lige. Ingen huller på slidbanen men vi kom forbi et par trafikuheld på vejen.
Donau Christina og Mikael
Fischwirtshaus Landmotel Die Donaurast
Vi tjekkede ud efter en fyrstelig (efter tjekkisk standard) morgenmad inden turen gennem Tjekkiet til Donaus bred 125 km vest for Wien. Vi kørte hovedsaglig på de små lokale veje i dejligt MC vejr med Pragh til styrbord og Brno til bagbord. En god måde at opleve og føle pulsen på i fremmede lande er at ligge ruten så man kommer gennem de små landsbyer, de dage hvor tiden er til det.
Som på alle andre ture undgik heller ikke vejarbejde og trafikregulering hvis ikke der var tale om omkørsler.
De sidste 50km inden Donau hvor vi havde en aftale med Louise’s søster og svoger, som ankom fra Wien, måtte vi spules fra oven med lyn, torden. Utroligt det næsten kan blive “nat” med så mørke skyer og styrtregn. Efter en time var vi heldigvis ude af det igen. Og det nåede lige at blive tørvejr da vi kom frem og blev modtaget af Christina og Mikael.
Vi havde en dejlig aften i selskab med Christina og Mikael. Godt vi kun skulle gå 30 m tilbage til vores motelværelse med balkon lige ud til Donaus bred.
Dag 4. Regn og RaceTuren til Slovenien startede i silende regn. Men heldet var med os. Tørvejr efter 30 km og vi var nu på vej ind i Alperne. Louises søster og svoger var så “sjove” at filme os længere henne af ruten hvor vi iført vores gule kyllingedragter trillede forbi gennem regnen. De var i bil! Rutens eneste waypoint var på Red Bull Ring i Spielberg. Der var European Lemans Series 4 hour race med gratis adgang. Men for s…. det gør ondt i ørerne. Virkelig nullernaller. Men en fed oplevelse for os som aldrig har været på en Formel 1 bane før.
Vi ankom til bjergpasset via B38 som vi klart vil anbefale, mellem Østrig og Slovenien. På Østrig siden var der sol og 30 gr. Men 5 min efter at have påbegyndt nedstigningen på Slovenien siden blev der åbnet for slusen og vi blev våde af styrtregn inden vi kunne nå at blinke. Og selvfølgelig mens vi befandt os midt i en serie hårnålesving.
Da vi endelig kunne holde ind til siden var skaden sket. Damn vi var våde. Og så tæt på mål. For filen da- Men det høre med på mc turer. Ingen sure miner. Øllene smager stadigvæk godt.
Hotel Park – Sava Hotels & Resorts
En time senere kunne vi hænge øjet til tørre på hotelværelsets balkon med udsigt ud over søen Bled og festivalen. Og nu har vi et par turistdage hvor vi kan slappe af og lege “kultur”
Formel 1 og Slovenien
Henrik i problemer!Vi har nydt nogle Dejlige dage her i Bled. Festival og koncerter hver dag. Lige uden for døren.
På godt og ondt! Efter vi i går besøgte borgen på den 130m høje klippe ville Louise i dag gå rundt om søen, hvor den tidligere Jugoslavisk præsident Tito havde sit “lille” sommerresidens, som han inviterede andre statsoverhoveder hjem til.
I dag er Vila Bled et 4 stjernet hotel. Så det blev kun til en kop kaffe.
Jeg kørte gennem Triglav nationalpark hvor jeg dog i første forsøg måtte vende om efter at havde siddet fast i mudderet efter en times OFF-Road kørsel op af en stenede bjergvej. En genvej mellem to asfaltveje som ellers skulle havde været en uskyldig grusvej. Forestil at køre på de sten der ligger i et udtørret flodleje og så med 10-15 graders stigning – så har du en fornemmelse af hvordan stenene ruller under dig. Det var bestemt i overkanten af hvad jeg synes var sjovt!.. det tog en time at få min MC fri i to omgange da jeg blev fanget i mudder. Og måtte vende om og tilbage ned af bjerget igen.
Men resten af turen gennem endeløse kurver og hårnålesving. Den flotteste natur jeg længe har oplevet i et af de smukkeste områder i Balkan. Så var det hele “OFF-Road bjergturen” værd. Men helt ærligt. Jeg var rigtig heldig med ikke at styrte i dag. Næste gang må 10/90 dækkene skiftes ud med knopdæk
Turist i Kroatien
Hotel Pinija
Efter at have udgivet os for strandede hvide hvaler ville vi bruge en dag i Nationalparken Krka ca. 80 km syd for Zadar hvorfra vi kl. 22.00 skulle sejle med færgen til Ancona i Italien.
Men endnu en varm dag. 37*C nåede vi op på og det så ud som om at hele Kroatien havde fået samme ide denne søndag.
Turbåden op til vandfaldene var fyldt til bristepunktet. Og det samme var området ved vandfaldene. Helt vildt… og ekstremt varmt.
Da vi nåede tilbage til motorcyklerne igen blev vi nødt til at tage en siesta under trækronens skygge inden vi skulle tilbage til Færgehavnen i Zadar.
Inden Louise turde ligge sig ned i græsset skulle hun lige beroliges med at der ikke var nogle slanger!
På vej til Nationalparken måtte første jeg lave en undvigemanøvre og bagefter måtte Louise følge trop med en hurtig kontrastyring. En meter “snørebånd” nærmest hoppede på tværs af den glohede asfalt. Jeg hader slanger og bliver pisseforskrækket hver gang de kravler ud foran mig!… (Den overlevede).
Med færge til Ancona i Italien fra Zadar i Kroatien
Søndag aften er der ikke mange med færgen til Italien. Færgen fra rederiet Jadrolinija er nusset og ser lidt slidt ud, men ren. Ruten sejler kun i højsæsonen.
Personalet var flinke og servicen god. Aftens- og morgenmaden var ikke den store kulinariske oplevelse. Mildest talt.
Billetprisen for den 9 timer lange sejltur inkl. morgenmad og motorcykel lød på 930,00 DDK pr. person. Dertil en dobbeltkahyt med WC og bad til 950,00 DDK.
Færgen fra rederiet Jadrolinija har ikke mange passagere med sådan en søndag aften. Ruten mellem Zadar og Ancona sejler kun i højsæsonen og tager 9 timer. Afgang Kroatien kl. 22.00 med ankomst kl. 07.00 i Italien.
Hvis man kan undvære badet og eget WC kan man sagtens finde et sted ude i siderne eller under en trappe på færgen og ligge sig til at sove. Nogle havde medbragt luftmadrasser eller liggeunderlag. Det havde vi så ikke …
Vi spiste morgenmad kl. 06.00 og gik op på dækket og nød morgensolen, mens Pilotbåden med lodsen ombord sejlede os i møde. Vi kunne så småt ane detaljerne af middelalderhavnebyen Ancona.
Fra Ancona til San Marino og Rimini
Det var morgen og efter et middelmådigt måltid morgenmad tømte vi kahytten og riggede motorcyklerne til på dækket.
Kl. var præcis 7.00 om morgen da skibets bovport begyndte at afsløre Anconas middelalderlig skyline. Solen skinnede, himlen var blå og temperaturen var allerede oppe på 22 grader.
En improviseret men smuk rute på de mindre og dårlig vedligeholdte veje oppe i det italienske højland på vej mod republikken San Marino …
Vi vidste instinktivt hvad vi stod over for. Endnu en meget, meget varm men oplevelsesrig dag i det smukke italienske landskab. Dagens bucket-list er den lille republik San Marino. Resten er improvisitation og vi ser hvad dagen byder når vi engang skal finde et sted for natten.
San Marino har ca. 30.000 indbyggere og grundlagt af en Kroat. Republikken har sin helt egen “miniputhær”, men ellers kan man kun se på nummerpladerne at vi ikke er i Italien. På bil og MC står der ikke (I) men (RSM).
Vejen over bjergene dertil var ekstrem dårlige mange steder. Så dårlige at det Italienske vejvæsen havde sat advarselsskilte op. Læg dertil 36*C i skyggen krydret med op- og nedstigninger helt op til 20 grader. Det tog os ca. 5,5 timer at tilbagelægge 150-160 km. Men det var alle anstrengelserne værd.
De store sandstrande ved Rimini øst for San Marino
Ligurien har et flottere hav. Syd-Italien har større strande og mere privatliv. Sardinien er mere eksklusiv og det samme er kysten langs Toscana, men…
Alligevel bliver millioner af feriegæster ved med at strømme til den over 60 km lange shoppingade og “pommes frites” stribe, der begynder med Lidi di Comacchio i nord og har feriebyen over dem alle, Rimini mod syd og slutter ved grænsen til regionen Marche ved byen Cattolica.
Rimini har ca. 150.000 indbyggere og det der i mange år har trukket millioner af turister til, er den 30 km lange hvide sandstrand. Det anslås at der årligt ankommer 23-27 millioner turister til regionen …
Udover sine ca. 150.000 indbyggere har Rimini i mange år trukket turisterne til den 30 km lange hvide sandstrand der fordeler sig nord og syd for byen.
I sæsonen kan man dårligt se stranden for tusindevis af liggestole, parasoller og solbadende turister, legepladser til børnefamilierne og mindre forlystelser hist og pist. Ikke just et sted hvis man er til natur, indre ro og fordybelse.
Efter en kølig forfriskning på en af de mange små pizza- og friture restauranter besluttede vi os for at køre længere mod nord i et forsøg på at komme væk fra sildetønden og dunsten af friture fra pomme-frites restauranterne.
Vi kører nordpå og måtte hurtigt konstatere det vi lidt havde “frygtet” at det nok kom til at tage en rum tid med den sneglefart vi måtte holde for ikke at køre ind i nogle af de mange børn og voksne som konstant myldrede over hovedgaden mellem os og de andre motorcyklister, biler og scootere, hunde.
Vi havde i sandhed fortjent en iskold fadøl når vi nåede frem og i vores hoveder blev den fadøl bare større og større i takt med anstrengelserne under den bagende sol som her ud på eftermiddagen stadigvæk var over 30 grader.
Pga af de mange turister var der ikke frit valg på hylden med ledige hoteller når der skulle vælges overnatning. Det lykkedes dog at finde det sidste ledige værelse med A/C på et familiedrevet hotel i byen Cervia. Så vi slog til og holdt vejret indtil bookingen var bekræftiget.
Fugtige af sved nåede vi frem til Hotel Antares efter at have brugt en time på at køre knap 30 km. Tid til B&B – Beer & Bath.
Hotel Antares I Cervia – Et Heldigt valg
Hotellerne ligge klemt ind mellem hinanden langs den kilometervis lange hovedgade som adskiller hotellerne fra parkerne og stranden. Antares er ingen undtagelse, men pladsen er godt udnyttet. Fine parkeringsforhold og der er endda anlagt en stor swimmingpool samt solområde på bagsiden.
I dag er Hotel Antares overdraget til sønnen der som anden generation styrer hotellet, mens faren går rundt i sit livsværk og hjælper til mens han underholder gæsterne. Denne aften havde han fødselsdag og det blev fejret med stjernekastere i isdesserten efter han havde sunget for alle gæsterne …
I dag er det anden generation der styrer hotellet, mens faren g¨r rundt i sit livsværk og hjælper til mens han underholder gæsterne. En rigtig venlig familie og vi følte os godt modtaget. Værelset var rimelig moderne med bad og et effekttivt A&C anlæg der kunne holde varmen ude og en behagelig temperatur inde.
Mod Dolomitterne til vindistriktet Prosecco i Veneto regionen
Kort efter at have fulgt E45 det meste af vejen op til Bologna og drejet mod nordøst ad A13 mod Venedig kørte vi ind på en rasteplads for at købe koldt vand.
Mens vi forsøgte at komme under “stegetemperaturen” igen, fandt vi et familiehotel for foden af Dolomitterne kun en halv times kørsel fra Passo San Boldo, som stod på vores Bucket-list. Vi ankom til Hotel ‘Da Gildo’efter at have drejet mod nordvest efter at have passeret Venedig hvis tætte trafik vi ikke havde lyst til at opleve på nærmeste hold på motorcykel. Vi fik nok dagen før i Rimini.
Omringet af vindruemarker ud til hovedvejen ligger det hyggelige familiedrevet Hotel ‘Da Gildo’ som blev bygget i 1960 og udbygget ad flere omgange. Senest i 2000. Det er ejeren selv der står i køkkenet og maden er klassisk Italiensk – simpel og velsmagende …
Vi blev modtaget på Hotel ‘Da Gildo’ af hotelejren og hans søn som havde sommerferie fra Universitetet og derfor var hjemme for at hjælpe med familiehotellet.
Vi fik anvist tre værelse som vi frit kunne vælge mellem og vi valgte det eneste ledige med A/C. Et fint og rent værelse med udgang til en lille terrasse og en fin græshave. Motorcyklerne blev parkeret i skyggen i en stor carport.
Vi tog et tiltrængt bad og nu var det tid til B&B. To kølige fadøl blev skænket til os efter vi var blevet budt velkommen med et glas Prosecco på husets regning.Og efter to fadøl fandt vi to hængekøjer i haven og bare nød at være til.
Det er faderen selv der står i køkkenet og maden er klassisk italiensk – simpel og velsmagende. Efter at have nydt vores middag faldt vi næsten æjeblikkeligt i søvn i dobbeltsengen. Alt vores grej var ladet op. Intercom i hjelmene, powerbanks etc.
Næste morgenkunne vi efter at have pakket det meste på motorcyklerne sidde og nyde morgenkaffen og frisk brød inden vi satte kursen mod Passet San Boldo. Derefter vidste vi kun at vi ville køre mod den Østrigske grænse i retning mod Plöcken passet mellem Italien og Østrig. Endnu en dag hvor vi ikke ved hvor vi skal overnatte.
Passo San Boldo
Efter kun en halv times kørsel holdt vi ind til siden, tændte kameraerne og satte nu kurs mod det legendariske pas, San Boldo.
Passet er ikke imponerende højt, men det er specielt ved vejen er at det blev bygget på under 100 dage samt at de 5 hårnålesving alle er hugget ind som en 180 graders tunnel i klipperne.
Bjergpassagen blev bygget med det for øje at kanoner og andet artilleri kunne transporteres på oksekærreder. Derfor er vejen envejs styret af lyskryds og hældningen er max 12%.
Plöcken Pass
Sidste grænsepassage inde Gmünd i Østrig.
Hotel Restaurant Platzer
Porsche Automuseum Gmünd
I november 1944 flyttede Ferdinand Porsche på opfordring fra det nazistiske regeringsagenturs hovedkontor sit designkontor fra Stuttgart til den Østrigske landsby Gmünd, som var mindre truet af bombning, under navnet Porsche-Konstruktionen-Ges.mbH.
I 1948 blev Porshe 356 nr. 1 Roadster, det første køretøj, der bar Porsche-navnet, fremstillet i Gmünd.
I 1950 vendte virksomheden tilbage til firmaets hovedkvarter i Zuffenhausen, nord for Stuttgart i Tyskland og dermed døde det Østrigske Porsche eventyr i Gmünd, marts 1951.
En “mc sikker” overnatning i Tjekkiet
Penzion54 & Restaurace
“Nach hause” – 805 km direkte hjem til Danmark
Helt direkte blev det nu alligevel ikke. Vi kom sølle et minut for sent til Rostock-Gedser færgen. De lukkede for check-in da vi kom frem til billetlugen. For filen da også.
Home Sweet Danmark
Klokken godt 22.00 trillede vi op ad indkørslen. Stillede motorcyklerne ind i garagen, tømte taskerne og kunne nu nyde en kold øl som havde ligget og ventet på os i køleskabet siden vi tog afsted for 16 dage siden. Vi sov godt.